Natten til den 25. maj lavede en gruppe aktivister fra den nazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse aktioner i Skjern og Tarm mod to kunstværker – de såkaldte kulturtage – af billedkunstneren Per Arnoldi.
Foruden at fyre nogle romerlys og røgbomber af, opklæbede nazisterne løbesedler med en aktionserklæring på skulpturerne, hvori de kaldte Arnoldi for «kulturmarxust» og hans kunst «et angreb på den nordiske folkeånd og den nordiske kultur.»
I samme anledning bragte Dagbladet Information forleden en artikel om aktionen, hvor jeg bl.a. udtalte mig om det barokke i, at danske nazister overhovedet finder det relevant at aktionere mod Arnoldis kunst.
Det virker måske en smule banalt og selvindlysende, at diskutere hvorfor nazister har et problem med moderne kunst. Som en bruger på Information.dk sarkastisk skrev som kommentar til artiklen, så er det “ganske skarpt set” af en forsker at finde frem til, at nynazisters vandalisme mod moderne kunst minder om 1930’erne.
Det er jo helt korrekt, det er ikke raketvidenskab. Omvendt er det vigtigt ikke at forfalde til automatreaktioner og forfladigende analyser, når det kommer til vores forståelse af højreradikale organisationer.
Havde det ikke netop været nazister, men kristne missionsfolk, for hvem Arnoldis kunstværker var faldet for brystet, havde mange måske trukket på smilebåndet over aktionen og de svulstige budskaber, der fulgte med.
Nu var det altså Nordens største nazistiske organisation, der stod bag, med en slet skjult trussel mod Arnoldi og den frie kunst. Og jeg mener, at den brug af nazistisk idéhistorie, som aktionen var et udtryk for, rummer nogle vigtige pointer, der kan hjælpe os til at forstå nazismens attraktionsværdi i dag.
Folkefjenden Arnoldi
Det turde være åbenlyst, at aktionen hang sammen med Arnoldis virke gennem et halvt århundrede som en af de fremmeste eksponenter for modernistisk kunst og kulturradikalisme.
Der er imidlertid ikke noget nyt i, at Arnoldis generation af kulturradikale og moderne kunst bliver lagt for had af højrefløjen. Det er de blevet siden 1960’ernes rindalisme. Og især med den kristne nationalkonservatismes indtog på den mainstreampolitiske scene de seneste årtier har 68’ernes påståede kulturmarxistiske hegemoni over kulturlivet i Danmark fået skyld for mange af samfundets fortrædeligheder.
Hvad der derimod adskiller Den Nordiske Modstandsbevægelses aktion fra eksempelvis Søren Krarups korstog mod kulturradikalismen er ikke blot romerlys og tapetklister, men den ideologiske begrundelse, der hos nazisterne er langt mere rendyrket.
Hvis man vil forstå aktionen og det tankesæt, der ligger bag, er det vigtigt at forstå, at Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMB) er en selveerklæret, nationalsocialistisk organisation i helt traditionel, hitleristisk forstand.
I modsætning til reformerede nynazister som det nu nedlagte Danskernes Parti eller Generation Identitær, trækker Den Nordiske Modstandsbevægelse helt åbenlyst på klassisk, nazistisk ideologi og en politisk identifikation med Nazityskland (1933-45).
Og det er i denne sammenhæng, man skal finde forklaringen på, hvorfor Per Arnoldis ellers harmløse kulturtage bliver betegnet som folkefjendtlige.
Nazisternes analyse bygger på to centrale koncepter: “folkeånden” og “jødisk kulturmarxisme”, der sammen med præmissen om at sidstnævnte fører til et fordærv af førstnævnte er hentet direkte fra den traditionelle nazistiske verdensopfattelse.
Folketanken
Den klassiske nazistiske raceideologi, som Den Nordiske Modstandsbevægelse åbent bekender sig til, opererer foruden selve racebiologien og den velkendte forestilling om den nordisk-germanske races overlegenhed også med en folketanke som et helt centralt dogme.
Folketanken var central allerede i den tyske nazismes ideologiske forgænger, völkischnationalismen, der havde sin storhedsperiode i Tyskland fra omkring 1890 og frem til 1933, hvor den med det nazistiske statskup blev en del af statsideologien. Og på sin vis trækker folketanken meget på klassisk nationalistisk mytologi.
Den nazistiske folketanke bygger kort sagt på idéen om den essensbaserede folkekarakter. At et folk, eksempelvis det germanske – eller det nordiske – i sig selv rummer bestemte karakteristiske egenskaber alene i kraft af sine forhistoriske, kulturelle og geografiske rødder. Et menneske besidder således bestemte egenskaber i kraft af sit tilhørsforhold til et folk. Ikke i betydningen statsborgerskab, men som etnokulturel nationalitet.
Og det er ikke blot menneskets biologiske egenskaber, der er knyttet til denne folketanke, men hele dets åndsliv og kulturelle identitet. Især sproget, historien, den mytiske tilknytning til jorden er i nazismen centrale for folkeånden.
Det er også i denne opfattelse af det nære, kausale forhold mellem etnicitet og kultur, at de identitæres “etnopluralisme” og etnokulturel identitet er hentet.
Folketanken er altså en central del af den biologiske folkefælleskabsideologi, som den traditionelle nazisme udgør. Det er netop forsvaret for, og genrejsningen af, et forestillet pannordisk folkefællesskab, som Den Nordiske Modstandsbevægelse arbejder for.
Jødemarxismen og det moderne
Fascismens forskellige varianter har alle forfaldsmyten som et omdrejningspunkt. Nationen/racen/folket er ifølge denne forestilling truet med undergang pga. degenerering/raceblanding/indvandring.
Årsagen til forfaldet placeres af fascisterne traditionelt i modernismen og den opløsning af vestens moralske orden og ødelæggelse af de borgerlige normer, der fulgte med udviklingen af det moderne samfund.
Der var altså i bund og grund tale om en modernitetskritik, og ideologisk blev modernismen i kædet sammen med marxismen og liberalismen, i nazismen personificeret af jøden som både den evige kapitalist og sociale oprører.
For at understrege dette dobbelte fjendebillede kombineredes de borgerliges udbredte antimarxisme altså med antisemitisme i begrebet “jødemarxisme”, der blev gjort til nazismens hovedfjende.
Især modernistisk kunst og kultur, der var overvejende kulturradikal og venstreorienteret, blev af samme årsag af mellemkrigstidens nazister set som degenererende for folkeånden. Jødemarxismen var gift for folkefællesskabet.
Derfor gik de tyske nazister også straks i gang med fjerne moderne kultur fra samfundet efter magtovertagelsen i 1933.
Bauhaus-skolen, en af modernismens fremtrædende kunstretninger, var blandt de, der blev forfulgt af nazisterne, der lukkede skolen i april 1933 og tvang flere af dens medlemmer i eksil.
Også i Danmark vendte nazisterne sig imod den moderne kunst. F.eks. blev J.F. Willumsens monument over den radikale politiker Viggo Hørup i Kongens Have overmalet med solkors og anti-jødiske slogan i marts 1937.
Kulturmarxisme som moderne fjendebillede
Og det bringer os tilbage til starten. For det er denne tradition, som Den Nordiske Modstandsbevægelse med deres aktion ikke blot skriver sig ind i, men identificerer sig med.
Interessant nok trækker Arnoldi-værkerne i Tarm og Skjern, som han selv er inde på i artiklen, tydeligt sin inspiration fra netop Bauhaus. Om de kunstbevidste nazister på forhånd var klar over det, må stå usagt for nu. Det giver dog unægteligt aktionen en ekstra dimension og en vis historisk patos.
Begrebet “kulturmarxisme”, som Den Nordiske Modstandsbevægelse brugte hele fire gange i deres aktionserklæring, er en nyere tillempelse på højrefløjen, men rummer noget nær samme betydning som jødemarxismen gjorde det for 80 år siden.
De seneste cirka 25 år er kulturmarxismebegrebet, ofte knyttet sammen netop med jødedommen, blevet brugt af højreradikale til at beskrive, hvordan vestlig kultur ifølge dem er gennemsyret af marxistisk tankegods, blandt andet via den indflydelsesrige Frankfurterskole inden for filosofien.
Gennem 68-generationens påvirkning af hele samfundslivet i forhold til alt fra rundkredspædagogik, over psykologi og kultur til seksuel frigørelse og især indvandring og multikulturalisme har disse kulturmarxister angiveligt forsøgt at nedbryde den borgerlige samfundsorden med det ene formål at opløse samfundsstrukturerne, så den kommunistiske revolution kunne gennemføres.
Det er præcist den samme paranoide analyse og modernitetskritik, som fascismen fremførte i mellemkrigstiden. Det er den jødisk-marxistiske konspiration mod folkesjælen.
Den norske terrorist Anders Behring Breivik brugte forskellige variationer af kulturmarxismebegrebet ikke mindre end 1.137 gange i sit manifest, og netop kampen mod kulturmarxismen var hans hovedmotiv for at gennemføre massedrabet på 77 mennesker i 2011.
Skal Arnoldi reelt føle sig truet? blev jeg spurgt om af Informations journalist. Måske ikke af nazisterne i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Endnu. Men idéen om, at bestemte kulturer og værdier i sig selv er skadelige for en forestillet nordisk folkeånd er allerede langt mere udbredte i vores samfund end en gruppe heilende nazister. De er blot den mest rabiate, rendyrkede eksponent for analysen.
Hvis vi ønsker et åbent og demokratisk samfund baseret på menneskeligt ligeværd behøver man således ikke at se tilbage til 1930’erne for at få stimuleret sin bekymring over udviklingen.