Hvert år i oktober arrangerer historikermiljøet ved Universitetet i Agder sammen med Forskernettverk Agder et regionalt, faghistorisk seminar. Idéen til Agderseminaret er, at Agder-fylkernes historie gennem aktuelle faglige perspektiver skal sættes ind i en større national og international sammenhæng.
Årets seminar blev afholdt 21. og 22. oktober på kulturhuset KUBEN i Arendal under temaet «Opprør og opposisjon under enevelde og demokrati». I den forbindelse var jeg inviteret mig til at holde et foredrag på baggrund af mit ph.d.-projekt.
Arrangørerne havde samlet et stærkt hold af foredragsholdere, der fortalte om oprørsbevægelser og politisk opposition i Norge fra begyndelsen af 1700-tallet og frem til i dag.
Dag et var det især den politiske kultur i tidlig moderne tid under enevælden samt 1800-tallets oppositionelle politiske strømninger der blev behandlet. Bl.a. gennem inspirerende oplæg fra Trond Bjerkås, Bjørg Seland og Eirik Wik Sundvall fra mit eget institut.
Dag 2 stod i de sidste hunderede års radikale bevægelsers tegn, og der kom også gang i de mere tidsaktuelle diskussioner i løbet af dagen. Især ift. ekstremismebegrebets anvendelse på historiske og aktuelle radikale bevægelser. Lars Gule fra HiOA holdt et interessant foredrag om netop dette og havde nogle pointer, som jeg ikke var enig i, men som bestemt er nogle refleksioner værd ved en senere lejlighed.
Mit eget foredrag handlede om fascismens praksis. Med udgangspunkt i nazistiske Nordiska Motståndsrörelsens uanmeldte demonstration i Kristiansand i juli og deres efterfølgende demonstration i Göteborg 30. september fortalte jeg om kontinuitet og tradition i fascismens brug af gaderne som politisk arena og diskuterede spørgsmålet om, hvorfor fascister altid har marcheret i gaderne.
Foredragets hovedpointe var således, at nutidens nazister trækker på en stærk kontinuitet fra mellemkrigstiden, ikke bare i ideologi, men også i politisk praksis. Der findes i fascismen en tradition for militant gadeagitation og vold, der handler om at vise magt og om politisk kommunikation. Gennem en række historiske eksempler trak jeg således trådende tilbage til de fascistiske og nazistiske bevægelsers målrettede anvendelse af gademobilisering og politisk vold som midler til at udfordre venstrefløjen i 1920’erne og 1930’erne.
Foredraget bliver i løbet af forsommeren til en forskningsartikel, der forhåbentlig udkommer til efteråret på Cappelen Damm Akademisk i den antologi, der hvert år kommer ud af Agderseminarets foredrag.