I dag åbnede det nye Frihedsmuseum i København, syv år efter at en påsat brand ødelagde det oprindelige museum.
Frihedsmuseet betød meget for mange mennesker. Især for de stadigt færre og færre, der faktisk havde oplevet den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45 og som måske havde kæmpet aktivt imod besættelsesmagten.
I forbindelse med tilvalgsfaget Kulturarv på Københavns Universitet i 2013 skrev jeg en opgave om den ophedede debat, der efter branden fandt sted i avisernes spalter om, hvad det nye Frihedsmuseum skulle rumme. Et centralt tema i debatten var, hvilken rolle det gamle museum havde forvaltet i den kollektive erindring om besættelsestiden, og ikke mindst hvad museets fremtidige rolle skulle være.
I dag står det nye museum så færdigt, og i anledning af indvielsen bringer jeg her første del af mit skriv fra dengang i en let redigeret form. Anden del følger i næste uge.
Del 1: Museet for Danmarks Frihedskamp mellem museum og mindested
En personlig betragtning
Natten til den 28. april 2013 blev Frihedsmuseet raseret af en påsat brand. Mange mennesker havde et helt særligt forhold til museet og til den historie om modstandsbevægelsens kamp under besættelsen 1940-45, som det var sat i verden for at formidle. Nyheden om branden vakte derfor stærke følelser hos mange. Også for mig, både som fagperson med interesse for besættelsestiden og privat.
Den nat ringede min telefon klokken tyve minutter over to. Som frivillig i Københavns Brandvæsen er det ikke unormalt at blive kaldt ud til opgaver på alle umulige tider af døgnet. Alligevel bredte der sig et kraftigt ubehag i mig, da stemmen i røret kort meddelte: ”Frihedsmuseet brænder, vi har brug for hjælp til værdiredning. Kan du møde på brandstationen med det samme?”
Mit hjerte hamrede derudaf og mange tanker løb igennem hovedet på mig da jeg cyklede derud. Hvor slemt er det? Hvad med samlingen? Og arkivet? Er branden påsat, i så af hvem? Netop Frihedsmuseets brand rørte ved et eller andet i mig, og det var en meget markant og surrealistisk oplevelse at se netop det museum brande.
Det lykkedes i løbet af det næste halve døgn for brandvæsenet, med vejledning fra museets medarbejdere, at redde hele genstandssamlingen, museets omfattende lyd-, billed- og dokumentarkiv samt et stort håndbogsbibliotek fra at blive flammernes, røgens og de mange tusind liter slukningsvands bytte.
De følgende dage kunne man på mediernes dækning forstå, at det drejede sig om en vigtig og uerstattelig del af den danske kulturarv, der var blevet reddet fra det brændende museum og efterfølgende bevaringssikret af Nationalmuseets konservatorer.
Begrebet ’kulturarv’ har som bekendt været et stadigt mere brugt slagord inden for kulturlivet siden midten af 1990’erne. Det er et kontroversielt begreb, der rummer mange forskellige betydninger og fortolkningsmuligheder. Det lader dog til, at de fleste, der taler om kulturarv, bruger en definition af begrebet kulturarv som en identitetsskabende størrelse.
Også i forbindelse med forårets og sommerens debat om Frihedsmuseets fremtid blev der gjort flittigt brug af kulturarvsbegrebet – både direkte og indirekte. Den tænkemåde, der ligger til grund for idéen om en fælles kulturarv, er vigtig at forstå, hvis man skal være i stand til at aflæse debatten.
Det var nemlig ikke blot en bygning og et monument, der blev antændt, da en eller flere ukendte gerningspersoner to steder hældte brandbar væske ud over Frihedsmuseets facade og satte ild til.
Allerede dagen efter branden startede en heftig debat om museet og dets fremtid. I det følgende vil jeg se nærmere på denne debat, dens baggrund, indhold og betydning.
Artiklens opbygning
Med udgangspunkt i debatten i foråret og sommeren 2013 om Frihedsmuseets fremtid vil jeg i denne artikel analysere og diskutere den rolle, museet har spillet ift. skabelsen, dyrkelsen og formidlingen af kulturarven fra modstandskampen under Besættelsen 1940-45.
Artiklen består af tre dele. I først del gennemgår jeg besættelsestidens kulturelle og politiske efterliv. Jeg fokuserer i særlig grad på skabelsen af den konsensusfortælling, der har været den dominerende også ift. Frihedsmuseets udvikling.
I anden del analyserer jeg på baggrund af en gennemgang af mere end 75 avisartikler, læserbreve og debatindlæg om museet fra månederne efter branden hovedpositionerne og -aktørerne i debatten.
I tredje og sidste del samler jeg trådene fra de tre foregående og diskuterer forskellige aspekter af debatten og museets rolle i samfundet.
Frihedsmuseet bliver genopført som museum for Danmarks frihedskamp 1940-45 i en ny bygning samme sted og med en bredere historisk fortælling. Så meget står fast på nuværende tidspunkt, men hvad museets udstilling og formidling præcis kommer til at rumme, har der indtil videre kun været fremlagt nogle vage formuleringer omkring.
Alt tyder dog på en kompromisløsning, der tilgodeser både de tilbageværende modstandsveteraners ønske om at bibeholde den oprindelige hybrid mellem museum og mindested, og en række historikeres ønske om at skabe et egentligt museum for besættelsestiden.
En vinter lang og mørk og hård
Der hersker nok ringe tvivl om, at fortællingen om det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig stadig i dag rummer en stærk kollektiv erindring. Rigtigt mange mennesker har et eller andet forhold til perioden eller identificerer sig med dens begivenheder, dilemmaer og konflikter.
Besættelsen fylder også meget i kulturlivet: I historieskrivningen, i medier, film og bøger, og der er knyttet en hel mindekultur af datoer, monumenter og mindesteder til den. Og hvem har i øvrigt ikke et familiemedlem, der var med i modstandsbevægelsen?
Årsagen til besættelsestidens store erindringsmæssige og identitetspolitiske vægt er dens betydning som mentalt og politisk strukturerende begivenhed for resten af det 20. århundrede.
Til de fem år knytter der sig nogle markante individuelle og kollektive identiteter, interesser og erindringer, der ifølge de to besættelsestidsforskere Claus Bryld og Anette Warring gør, at besættelsestiden fungerer som en slags nøglefortælling om efterkrigssamfundets centrale værdier og grundvilkår.[1]
Besættelsestiden er samtidig den periode i dansk historie, som der ubetinget har været knyttet flest kontroverser til, både i historieskrivningen, det politiske liv og blandt dem, der identificerer sig med de erindringsfællesskaber, der knytter sig til perioden.
Samarbejdspolitikken, interneringen af de danske kommunister, myndighedernes kamp mod sabotagen, værnemagerne, jødernes flugt, stikkerlikvideringerne, danskere i tysk tjeneste, retsopgøret, for ikke at tale om de sidste 75 års forsøg på at bruge, tolke og skrive historien som den var, og som vi måske gerne ville have haft den til at være.
De fem års historie er spækket med konfliktområder og aldrig helede sår, der igen og igen har bragt sindene i kog og truet med splitte den nationale konsensus og det fællesskab omkring besættelsestidsfortællingen, der alligevel lader til at have hersket siden 1945.
Jeg vil her gennemgå konstruktionen af den nationale konsensus og den kollektive erindring, og dernæst se på en af denne erindrings bastioner og konfliktpunkter, nemlig Frihedsmuseet.
Konsensusfortælling og kollektiv erindring
I deres bog, Besættelsestiden som kollektiv erindring, analyserer Claus Bryld og Anette Warring en lang række forhold vedrørende den kollektive erindring om besættelsestiden og besættelsestidens efterliv, som de mener, blev konstrueret som historie, iscenesat som minde og bragt i spil i samfundets politiske liv.[2]
De to historikere beskæftiger sig bl.a. med den harmoniserende grundfortælling om besættelsestiden, der i besættelsens sidste måneder og årene umiddelbart derefter blev skabt.
Modstandsbevægelsen var på baggrund af sin nationalfrontsstrategi efter 29. august 1943 slået ind på en national konsensus om, at hele landet under besættelsen havde stået samlet bag en modstandslinje mod den tyske besættelsesmagt.
Denne fortælling blev i krigens sidste måneder gjort til den officielle, da politikerne og Frihedsrådet indgik en uhellig alliance og dannede befrielsesregeringen for at undgå en kæmpe splittelse i samfundet. Politikerne blev fredet i det efterfølgende retsopgør, det samme gjorde de største værnemagere, mens modstandsbevægelsen pænt afleverede sine våben.
Til gengæld blev modstandskampen altså gjort til det bærende i denne konsensusfortælling. Den kunne inddeles i en ”aktiv” og en ”passiv” modstand og politikerne tog modstandsbevægelsens aktiviteter til indtægt for sin egen rolle under sidstnævnte kategori, der i konsensusfortællingen inkluderede hele befolkningen pånær nogle få landsforrædere.[3]
Modstandskampen blev således en central del af et omfattende, nationalt erindringsfællesskab, en national-patriotisk fortolkning af besættelsestiden, der måtte forsone befolkningen i de spørgsmål, som truede med at splitte nationen ad. Der skete for alvor i 1950’erne en nationalisering af erindringen og af mindet om modstandskampen.[4]
I mellemtiden var denne grundfortælling blevet vævet sammen med Den Kolde Krigs behov for at vise Danmarks vilje til militært forsvar mod den nye, ’totalitære fare’, under parolen Aldrig mere en 9. april. Det officielle Danmark og de systembevarende dele af modstandsbevægelsens arvtagere stod nu sammen mod de tidligere allierede fra modstandskampen: kommunisterne.[5]
På den måde fik man på belejlig vis også sluset de besværlige kommunister ud af erindringsfællesskabet, og med dem en masse af de ubesvarede spørgsmål og konflikter, der knyttede sig til deres udgave af besættelsestidsfortællingen.
I hele denne proces ’glemte’ man de hårde facts, bl.a. at modstandsbevægelsen hverken var en officiel bevægelse eller nationalt samlende. Først i 1944-45 blev modstandsbevægelsen et samlingspunkt, som politikere og det store befolkningsflertal, der siden 9. april havde forholdt sig indifferente, hvis ikke decideret tysk-venlige, kunne tilslutte sig.
Ud af dette opstod den nationale erindring om kampen mod tyskerne. I de første efterkrigsår var der dog ikke tale om fuldstændig enighed mellem politikerne og modstandsbevægelsen. Det var især samarbejdspolitikken, der spøgte, men i løbet af 1960’erne forsvandt skellet mellem den politisk-parlamentariske linje og modstandslinjen i takt med at bevidstheden om fortællingens politiske ophav blev overtaget af det mytiske præg.
Der opstod så en veritabel mindekultur, en æstetisk-emotionel dimension af den kollektive erindring om de fem års modstandskamp, hvor bindingerne til grundfortællingens værdier var mest entydig. Den åbnede op for identifikation og indlevelse, blev aldrig politiseret, men fremstod naturlige og selvfølgelige.[6]
Museum og mindested
Den nationale konsensus om den samlede modstandslinje fandt i befrielsessommeren sit museale udtryk i Frihedsrådets udstilling, Det kæmpende Danmark. Udstillingen, der kunne ses i Frimurerlogen i juli og august 1945, var skabt af modstandsbevægelsen selv og bestod af en lang række autentiske genstande fra modstandskampen indsamlet til formålet i besættelsens sidste måneder. Udtrykket var således meget militant og meget nationalistisk.
Besættelsens politiske historie var til gengæld helt udeladt til fordel for fortællingen om det samlede folks støtte til den væbnede modstandskamp mod tyskerne og deres håndlangere. Der var således tale om en egentlig propagandaudstilling, et udtryk for det politiske kompromis mellem politikerne og Frihedsrådet, men på modstandsbevægelsens præmisser.
Udstillingen videreførtes i stort set samme form først som en særudstilling på Nationalmuseet fra 1948 og fra 1957 i den nyopførte bygning på Esplanaden under navnet Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45.
Frihedsmuseet var opført på initiativ af en komité bestående af tidligere modstandsfolk og for penge, indsamlet blandt modstandsorganisationerne og ved en stor landsindsamling. Museet blev i forbindelse med indvielsen overdraget til staten og driften lagt ind under Nationalmuseet.[7]
Det nye museum mødte en vis skepsis fra bl.a. kommunistiske kredse, men der var nærmest ingen debat om museets formål eller berettigelse i samtiden. Udstillingen var ellers i det store hele en videreførelse af 1945-udtillingen, med et militaristisk præg, en bred modstandsopfattelse, en underprioritering af DKP’s rolle i modstandsarbejdet og en, med Bryld og Warrings ord, ’grotesk overproportionering’ af modstandsbevægelsens rolle for besættelsens og verdenskrigens forløb.[8]
Udstillingerne i Frimurerlogen, på Nationalmuseet og de første 37 på Esplanaden havde en erindringspolitisk funktion, nemlig at værne om den nationale konsensus, at slå modstandskampens store militære betydning under besættelsen fast og senere, i 1957-udstillingen, at fremføre budskabet om alliancepolitikkens og militarismens nødvendighed under indtryk af Den Kolde Krig.[9]
Museet udsprang således af et bestemt erindringsfællesskab, især påvirket en kreds af borgerligt-nationale modstandsveteraner, og henvendte sig til dem, der identificerede sig med dette. Det var således et monument over den patos som omkransede det at tilhøre en del af modstandsbevægelsen i tiden umiddelbart efter krigen. Museet var derfor netop en sammensmeltning mellem et mindested og museum.
Mindestedsaspektet bestod især i, at museet i høj grad var et fysisk monument over en bestemt erindring om besættelsestiden og en kurator for modstandsbevægelsens materielle og immaterielle arv: genstande, arkiver, minder. Derudover blev det i vid udstrækning benyttedes som et sted for at ære modstandsfolkene, levende som faldne.[10]
Kritik af museets indhold
I 1987 fik museet en ny leder i historikeren Esben Kjeldbæk, der overtog pladsen fra den tidligere modstandsmand Jørgen H. Barfoed.
Kjeldbæk gik i gang med at arbejde på at redefinere museets og udstillingens formål og eksistensberettigelse, under indtryk af efterkrigstidens kritiske forskning i besættelsestiden.
Museets skulle fortsat være et museum for modstandskampen, men henvendt til samtiden og fremtiden, ikke blot besættelsestidsgenerationen. Samtidig skulle museet nu forsøge at rokke ved den kollektive erindrings forestillinger og myter om besættelsestiden.[11]
Resultatet blev en nyopstilling af Frihedsmuseets udstilling, der blev indviet 5. maj 1995. Den skildrede ”besættelsestiden i Danmark 1940-45 med hovedvægt på modstandsbevægelsen opståen og udvikling,”[12] og bestod af fire temaer: Tilpasning, Modstandskamp og sabotage, Tysk terror og Befrielse den 5. maj 1945, der med en væsentligt kraftigere vægtning af konteksten end tidligere fortalte om modstandskampen, dens forudsætninger og resultater.[13]
Kritikere som Claus Bryld og Anette Warring har fremhævet, at 1995-udstillingen var præget af dilemmaet mellem på den ene side mindefunktionen og oprindelsessituationen, og på den anden side kravet om fagligt velunderbygget og afbalanceret udstilling.
Resultatet blev ifølge dem da også en kompromisudstilling, med en markant større nuancering og kraftigere vægtning af konteksten, men med grundfortællingen og dens klassiske mytestruktur med baggrund i besættelsestidsfortællingens erindringsfællesskab intakt.
Udstillingen var således stadig en nationalpatriotisk udstilling, der ikke satte spørgsmålstegn overleveringens patos og undlod at problematisere ved at udelukke mere kontroversiel forskning, der strider imod samfundets kollektive erindring.[14]
Over for denne opfattelse kan man sætte Nationalmuseets ledelse, der efter branden, i retrospektiv, forsvarede 1995-udstillingen. Den var ifølge dem udformet på baggrund af historien om modsætningen mellem politikernes tilpasning og modstandsfolkenes oprør.
Udstillingen havde taget en lang række kontroversielle emner op som den grundlovsstridige internering af de ledende kommunister, modstandskampens udspring blandt ’systemfjenderne’ på højre- og venstrefløj, diskussionen om jernbanesabotagens reelle effekt og den skæve våbenfordeling. [15]
Bryld og Warrings pointering af museets dilemma mellem sin rolle i erindringsfællesskabet om besættelsestiden på den ene side, og så en kognitivt troværdig udstilling på den anden, er under alle omstændigheder en vigtig pointe. De efterlyste i stedet en af to mulige løsninger: Enten et rent besættelsestidsmuseum uden mindestedsfunktionen, eller et gennemført partsmuseum for modstandsbevægelsen, med klare præmisser for udstillingen og dens indhold lagt åbent frem. Altså en historisering af modstandsbevægelsen.[16]
På den måde var banen så at sige kridtet op til en fornyelse af museets indhold. Alt var der manglede var en passende lejlighed til at tage debatten op påny. Den lejlighed bød sig natten til den 28. april 2013.
Læs anden del af artiklen her på siden fredag 10. juli.
Henvisninger
[1] Bryld og Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 460.
[2] Ibid.: 465.
[3] Ibid.: 429, 466-467.
[4] Ibid.: 467.
[5] Ibid.: 447, 467; Floris, Lundbak og Madsen, ”Frihedsmuseets fremtid”: 5.
[6] Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 467-469.
[7] Ibid.: 431-432.
[8] Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 432-437.
[9] Ibid.: 447.
[10] Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 429, 438.
[11] Ibid.: 449-441.
[12] Frihedsmuseet, Besættelse og modstand: 2.
[13] Ibid.; Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 443.
[14] Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 442-448, 450.
[15] Floris, Lundbak og Madsen, ”Frihedsmuseets fremtid”: 5.
[16] Bryld & Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 448-449.