I sidste uge åbnede det nye Frihedsmuseum i København langt om længe, syv år efter at en påsat brand ødelagde det oprindelige museum.
I forbindelse med tilvalgsfaget Kulturarv på Københavns Universitet i 2013 skrev jeg en opgave om den ophedede debat, der efter branden fandt sted i avisernes spalter om, hvad det nye Frihedsmuseum skulle rumme. I anledning af genåbningen følger her anden del af mit skriv fra dengang i en let redigeret form. Første del kan du læse her.
Del 2: Debatten om det nye frihedsmuseum
De sidste ulmende gløder fra branden den 28. april var knap nok slukket, førend debatten om Frihedsmuseets genopbygning og fremtid var i gang.
Allerede samme dag meldte de første politikere sig på banen, og den 29. april var aviserne fulde af udtalelser fra historikere, politikere og fra Nationalmuseet selv om Frihedsmuseets historiske betydning og vigtigheden af en genopførelse af museet.
Kulturminister Marianne Jelved lovede et nyt Frihedsmuseum, men skød i øvrigt beslutningen om form, indhold og placering til hjørne for at afvente fagfolkenes vurderinger.[1]
Nationalmuseets pressechef Henrik Schilling udtalte i en artikel i Berlingske Tidende:
»Frihedsmuseet var ikke kun et museum, det var også et erindringssted, et sted folk mødtes for at mindes besættelsen og frihedskampen. Der knytter sig meget mere til stedet end blot de genstande, der er udstillet, så selvfølgelig skal det bygges op igen. «[2]
Han blev samme sted bakket op af besættelsestidshistorikeren Claus Bundgård Christensen fra RUC: ”Frihedsmuseet er mere og andet end bare et museum […] Besættelsestiden har formet dem, vi er, og den måde, vi tænker på. Man kan næsten ikke forestille sig noget vigtigere.”[3]
Netop pga. Frihedsmuseets symbolske og identitetspolitiske betydning meldte en lang række interessenter, fagpersoner, politikere, meningsdannere og helt almindelige borgere sig på banen i dagene og ugerne efter branden med deres holdninger til, hvad Frihedsmuseet var og skulle være.
Debatten om museets fremtid kom derved ikke blot til at dreje sig om de fysiske rammer for et nyt museum. Den blev en indholdsdiskussion, der lå i direkte forlængelse af den samfundsdebat om besættelsestidens eftermæle og placering i danskernes selvforståelse, der har været i gang siden 1945.
Veteraner og revisionister
Aktørerne i forårets og sommerens debat kan groft sagt inddeles i to hovedpositioner: På den ene side stod fundamentalisterne eller veteranisterne som Esben Kjeldbæk har døbt dem[4], repræsenteret af en række markante veteraner fra modstandskampen samt deres sympatisører, støtteforeninger og enkelte faghistorikere, der ønskede at fastholde museets oprindelige grundlag og funktion som museum og mindested gennem en mere eller mindre kopi af museet genopført på det samme sted i Churchillparken.
På den anden side stod revisionisterne, fortrinsvist faghistorikere og meningsdannere, der argumenterede for forskellige grader af revidering af museets grundlag og indhold strækkende sig fra formidling af en bredere kontekst og nyere forskningsresultater over et egentligt besættelsestidsmuseum til et museum for frihedskamp i en bredere forstand.
Begge positioner blev støttet af forskellige politiske partier, veteranisterne fortrinsvist af venstreorienterede og national-konservative kræfter, altså de politiske ydrefløje, revisionisterne af midten af det politiske spektrum.
To grundlæggende spørgsmål udgjorde kernen i debatten: Skulle det nye museum formidle modstandsbevægelsens historie snævert eller hele besættelsestiden i en bredere forstand? Og skulle museet som tidligere beskæftige sig specifikt med perioden 1940-45 eller skulle det snarere brede det tidsmæssige perspektiv ud til også at omfatte besættelsestidens historiske og politiske rammer: mellemkrigstiden og Den Kolde Krig?
Debattens hovedfokus var således dels, hvad der indholdsmæssigt skulle prioriteres, ud fra faglige og politiske motiver, dels hvad man kan kalde museumsaspektet over for mindestedsaspektet.
Mest markante i debatten stod nok veteranerne fra modstandsbevægelsen, der hurtigt gik i brechen for en bevarelse af museets indhold og udtryk som mindested. Jørgen Kieler, der under Besættelsen var aktiv i modstandsorganisationen Holger Danske, opsummerede meget rammende holdningen i Berlingske Tidende:
»Museet blev skabt for at mindes frihedskampen og ære de faldne. Den grundtanke skal fastholdes. Det vil være en udtyndning, hvis man begynder at gøre temaet bredere og f.eks. vil fortælle en bredere historie om besættelsestiden eller vil gøre det til en fortælling om kampen for frihed i det 20. århundrede.«[5]
Holdningen støttedes af en række prominente tidligere modstandsfolk og af veteranforeninger, f.eks. Modstandskampens Frednings- og Mindefond, hvis formand, Christian Eugen-Olsen udtalte i Berlingske Tidende, at en udvidelse af museets formål hurtigt ville ”tage fokus fra frihedskampen og dreje det til mere politiske aspekter omkring besættelsen, herunder samarbejdspolitikken.”[6]
Også flere faghistorikere bakkede op om veteranernes position. Det gjaldt bl.a. Henrik Skov Kristensen, overinspektør ved Frøslevlejrens museum[7] og lektor Steen Andersen fra CBS, der på Facebook skrev, at Frihedsmuseet skal ”fortælle historien om de 2-3 procent, som gjorde noget andet end tilpasning og aktiv kollaboration.”[8] Han anerkendte samtidig museets rolle som både er ”en mindehal og et museum.”[9]
Veteranisterne ønskede altså med baggrund i Frihedsmuseets fundats at fastholde det oprindelige formål med museet, nemlig som mindested og museum for modstandsbevægelsen.
Uviljen mod at ændre ved Frihedsmuseet form eller indhold lod til at handle om frygten for en udvanding af museets mindefunktion og rolle som monument for modstandsbevægelsen. Samtidig kan man i veteranisternes indlæg ofte spore en kraftig uvilje mod at lukke den tradition inden for besættelsestidsforskningen, der tolker samarbejdspolitikken mere positivt, ind på museet.
Det var ikke uventet fortrinsvist de borgerlige modstandsveteranmiljøer, der var mest aktive i debatten, men det er i øvrigt værd at bemærke, at der herskede en udbredt enighed blandt de forskellige veteranmiljøer i debatten.
Henover sommeren meldte også de kommunistisk-orienterede veteranforeninger og organisationer sig på banen med samme krav om en genopførsel af museet i ’samme arkitektur og samme ånd’: ”Alt andet vil være fatalt svigt af modstandsfolkenes og deres uselviske kamp for genoprettelse af Danmarks frihed og selvstændighed”[10], udtalte Frede Klitgård fra veteranforeningen Aktive Modstandsfolk.
Modstandskamp eller besættelsestid?
Det, som veteranerne og deres støtter reagerede på, var det ønske om en revidering af museet, der allerede dagen efter branden blev fremført i medierne og hvis fortalere over en bred kam kan samles under den anden hovedposition: revisionisterne.
Politikens chefredaktør, historikeren Bo Lidegaard, var blandt de første ude med en leder på forsiden af Politiken den 29. april:
»Besættelsestiden er uløseligt forbundet med årene, der gik forud, og begivenhederne under besættelsen fik stor betydning for tiden, der fulgte. Diskussionen om samarbejde eller modstand kan stadig få sindene i kog, og skyggerne fra datidens beslutninger er stadig lange. Derfor bør vi fordomsfrit overveje, hvor Frihedsmuseet fremover skal have til huse. Frihedsmuseet kan lige så lidt som historien leve af nostalgi.«[11]
I sin leder opfordre Lidegaard til ”at tage en dyb indånding og se, om der er andre steder og sammenhænge”[12], hvor museet kunne blive endnu mere levende og få en større betydning. Samtidig roste han Frihedsmuseet for sit arbejde, der ifølge ham har gjort det sværere ”at drage letkøbte konklusioner eller slå politisk plat på frihedskampen, sådan som flommenationale politikere har forsøgt fra det øjeblik, besættelsesmagten kapitulerede.”[13]
Han blev bakket op af flere historikere, blandt andre af Claus Bryld, der gav udtryk for et ønske om helt at ændre det indholdsmæssige fokus:
»Med samfundsudviklingen får man et mere nuanceret syn på historien og de historiske begivenheder. Det giver nye vinkler. Derfor kunne man med et nyt Frihedsmuseum gå skridtet fuldt ud og ændre det fra et modstandskampsmuseum til et besættelsestidsmuseum. Det vil være tidssvarende,«[14]
Claus Bryld gjorde sig til fortaler for et besættelsestidsmuseum med en brug af nyere forskning i besættelsestiden, et større internationalt udsyn på Anden Verdenskrig og en mere moderne, multimediebaseret formidling. Han anerkendte at 1995-udstillingen var mindre ”hurra-patriotisk” end den oprindelige, men nu var muligheden for at få rettet op på de kritikpunkter han havde af udstillingen.
Også forskellige meningsdannere og kulturskribenter meldte sig på banen. En journalist, der gjorde sig særligt bemærket i debatten, var Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard. I en kommentar den 4. maj skrev hun, under overskriften: ”Send Frihedsmuseet på museum”, følgende:
»Der er en række aspekter ved besættelsestiden, som aldrig er kommet på museum, og som et genopbygget Frihedsmuseum ikke vil kunne rumme. Et eksempel kunne være den danske regerings samarbejdspolitik.«[15]
I artiklen indrømmede Bundegaard blankt – og provokerende – at hun aldrig havde besøgt Frihedsmuseet, hvilket bestemt ikke gødede jorden for hendes argumenter i debatten. Det samme gjaldt hendes efterlysning af et museum, der formidler historien om jødernes flugt i 1943 – hvilket viste, at hun heller ikke havde besøgt Dansk Jødisk Museum.
Det der dog i særdeleshed lod til at provokere veteranisterne ved debatindlægget fra Politikens kulturredaktør, var benævnelsen af samarbejdspolitikken som eksempel på et emne, som et nyt museum skulle rumme.
Bundegaards chef, Bo Lidegaard, er som historiker en kendt forsvarer af netop samarbejdspolitikken 1940-43, og det virkede derfor som en rød klud på de gamle modstandsveteraner og deres støtter, at Politikens redaktører helt åbenlyst ønskede at skabe et andet museum og gøre samarbejdspolitikken til et emne. Mange opfattede det som ’Politikens kulturradikales’ konspiration for en rehabilitering af samarbejdspolitikken på bekostning af Frihedsmuseet og dets oprindelige formål.[16]
Revisionisternes hovedpointe var således, at et kommende nyt Frihedsmuseums tids- og indholdsmæssige fokus skulle bredes ud til at omfatte den større, historiske kontekst og andre emner end blot modstandskampen, bl.a. med et internationalt udsyn på krigen. Den naturlige konsekvens af dette kunne være simpelthen at tage skridtet fuldt ud, og skabe et egentligt besættelsestidsmuseum i Frihedsmuseets sted.
De faglige argumenter for en sådan ændring af museets fokus fandt revisionisterne i analysen af, at forudsætningerne for at forstå modstandskampen og besættelsestiden i dag er markant anderledes end ved museets oprettelse.
Den oprindelige udstillings beskaffenhed som utidssvarende, og de sidste mange års besættelsestidsforskning, der unægtelig rykket en del ved vores kollektive viden om Besættelsen, blev også anført som argumenter.
Populært sagt lod der til at være den udprægede holdning blandt revisionister som Bryld og Lidegaard, at nu hvor museet beklageligvis var brændt, kunne man ligeså godt benytte lejligheden til at få rettet op på det gamle museums ensidighed og mangler eller starte på en frisk. Det gav altså nye muligheder for at skabe en udstilling om hele besættelsestiden, og en mindre ’hurra-patriotisk’ udstilling.
Identitetspolitik
Heller ikke politikerne var sene til at se mulighederne ved at gå ind i debatten om Frihedsmuseets fremtid. En af de allerførste og mest højlydte var – ikke overraskende – Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, der allerede dagen efter branden bad kulturministeren om at orientere Folketingets kulturudvalg om museets fremtid:
»Det har jeg gjort […] for at sikre, at der ikke sker overgreb mod Frihedsmuseets gamle ånd. […] Nu er der pludselig en masse, der siger, at fordi bygningerne er brændt, så skal museet flyttes et andet sted hen og laves helt om. […] Der må selvfølgelig gerne komme bedre publikumsforhold, men stedets ånd skal bevares og fortsat være et fælles minde for de danske helte, som kæmpede under Anden Verdenskrig,«[17]
Pia Kjærsgaards holdning var således klar: museet skulle så vidt muligt være det samme som før, og det skal udelukkende omfatte ”de fem forbandede år fra 1940 til 45.”
Dansk Folkeparti stillede sig altså på veteranisternes side og kom i debatten til at være en af de mest indædte modstandere af revisionisternes forslag om at ændre museets substans og form. Partiets fokus lå som vist her på heltedyrkelsen af modstandsbevægelsen og en bevaring af Frihedsmuseets ’ånd’ – altså en klar værdipolitisk analyse af, hvad der var vigtigt ved det oprindelige museum.
Senere samme uge meldte Venstre sig også ind i debatten på veteranisternes side, og kulturordfører Michael Aastrup Jensen udtalte at ”Frihedsmuseets fokus er ekstremt vigtigt i sin nuværende form. Det er afgørende at fortælle om frihedskampen og de få procent af befolkningen, som gik op imod besættelsesmagten.”[18]
Modsat stillede de Konservative sig. Partiets formand, Lars Barfoed, skrev den 5. maj i et debatindlæg i Berlingske Tidende, at
»Frihed er ikke en museumsgenstand. Friheden skal forklares og konstant forsvares. Ellers risikerer vi at miste forståelsen for vores ophav, grundlæggende principper og værdier. Derfor foreslår Det Konservative Folkeparti en løsning, hvor Frihedsmuseet udbygges til at være videncenter for både Danmark under besættelsen og Anden Verdenskrig.«[19]
Derved var der lagt op til den helt store kulturkamp fra de Konservative, hvis ”Videncenter for Frihed” skulle tage ”kampen op mod den stigende historieløshed”[20], der ifølge Barfoed havde sin baggrund i, at flere unge mangler ”den basale viden om landets kulturarv og grundlaget for vores demokratiske rettigheder.”[21]
Lars Barfoed lagde således gennem en ideologisk tolkning af selve begrebet ’frihed’ som det centrale identitetsskabende begreb og kulturarv op til en værdikamp for et ny museum, der skulle sætte frihed og demokrati på dagsordenen for unges kulturelle opdrag.
Nationalmuseets udspil
I sidste ende landede beslutningen om Frihedsmuseet som bekendt på Nationalmuseets direktions bord. En måned efter branden den 27. maj bragte Politiken en kronik skrevet af Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, forsknings- og formidlingschef Lene Floris og Frihedsmuseets konstituerede leder, Henrik Lundbak.
I kronikken redegjorde de tre museumsfolk for museets udvikling og fremlagde deres vision for et nyt museum. I den lagde de op til at museet skulle genopstå som det nationale museum om frihedskampen med hovedfokus på modstandskampen, men hvor fortællingen samtidig skulle ’bredes ud’ til også at omfatte mere af konteksten:
»Kernen og det dominerende i Frihedsmuseet er og skal være selve frihedskampen. Dens historie udgør kroppen i museet, mens opløbet til Anden Verdenskrig og efterspillet kan sammenlignes med de udbredte vinger, der skal løfte museet og give det luft og samtidsrelevans, uden at det bliver til et nyt museum om hele det tyvende århundredes historie.«[22]
Det er, argumenterede de tre museumsfolk, vigtigt at få alle mellemregningerne med, hvis et nutidigt publikum skal have de rette forudsætninger for at forstå datiden: ”jo længere begivenhederne rykker på afstand, jo mere bliver man nødt til at forklare”[23].
Disse mellemregninger indebærer et nyt Frihedsmuseum, der giver plads til ”at udfolde sidehistorierne i deres egen ret”. Museet skal rumme emner som tilpasningspolitikken, kollaboratørerne, nazismen, hverdagen og den store historie, danskere i allieret krigstjeneste, de danske søfolk og redningen af jøderne.
Der er således lagt op til et både-og-museum, et museum og tillige et mindested for modstandskampen med nogle forholdsvist brede vinger af kontekstualitet, snarere end en enten-eller-løsning: enten frihedsmuseum eller besættelsestidsmuseum.
Det er en diplomatisk middelvej, hvilket også afspejledes på den konference om Frihedsmuseets fremtid, som Nationalmuseet afholdte i festsalen i Prinsen Palæ den 10. juni. Her benyttede Per Kristian Madsen lejligheden til at forsikre de fremmødte veteraner, at ”Grundlaget for det nye museum vil være Danmarks frihedskamp, og vi vil besinde os på ønsket om at holde mindet i live”[24].
Adspurgt om, hvor lange de omtalte vinger ville blive, med reference til analogien fra museumsledernes kronik, svarede Madsen, at han forestillede sig i den ene vinge at forklare nazismen, og hvorfor den skulle bekæmpes, og i den anden historien om fremvæksten af Den Kolde Krig og modstandsbevægelsens splittelse.[25]
På nuværende tidspunkt har Nationalmuseet sat to arbejdsgrupper til at formulere hhv. indholdet og formidlingen i det kommende nye Frihedsmuseum, der ifølge kulturministeren tidligst åbner i en ny bygning på same sted som det gamle museum i slutningen af 2016.[26]
Læs tredje og sidste del af artiklen fredag 17. juli
[1] Allingstrup & Munksgaard, ”Danmark får et nyt frihedsmuseum”: 9.
[2] Ibid.
[3] Ibid.
[4] Kjeldbæk, ”Frihedsmuseets glemte publikum”: 5.
[5] Blüdnikow, ”Frihedsmuseet ønskes genopført”: 21.
[6] Dannemand, ”Veteraner: Hold fokus på Frihedskampen”: 24.
[7] Kristensen, ”Frihedsmuseum og mindesmærke”: 21.
[8] Vind, ”Ild i historien”: 6.
[9] Ibid.
[10] Klitgård, ”Et fatalt svigt”: 8
[11] Lidegaard, ”Historien lever”: 1.
[12] Ibid.
[13] Ibid.
[14] Dall, ”Gør Frihedsmuseet til museum for besættelsestiden”: 16.
[15] Bundegaard, ”Send Frihedsmuseet på museum”: 3.
[16] Se f.eks.: Aktive Modstandsfolk, ”For skrap kost til Politikens redaktører”; Dannemand, ”Veteraner: Hold fokus på frihedskampen”: 24; Blüdnikow, ”Frygt for ideologisk glidning”: 17.
[17] Dall, ”Gør Frihedsmuseet til museum for besættelsestiden”: 16.
[18] Dannemand, ”Konservative vil forny Frihedsmuseet”: 26.
[19] Barfoed, ”Udbyg Frihedsmuseet til videncenter”: 2.
[20] Ibid.
[21] Ibid.
[22] Floris, Lundbak og Madsen, ”Frihedsmuseets fremtid”: 6
[23] Ibid.
[24] Mikkelsen, ”Frihedsmuseet skal rumme mere på samme plads”: 3.
[25] Vuorela og Thorsen, ”Et mindested eller et museum?”: 3.
[26] Ritzau, ”Jelved: Frihedsmuseet kan tidligst genåbne om tre år”.