I starten af juli åbnede det nye Frihedsmuseum i København godt syv år efter at en påsat brand ødelagde det oprindelige museum.
I forbindelse med tilvalgsfaget Kulturarv på Københavns Universitet i 2013 skrev jeg en opgave om den ophedede debat, der efter branden fandt sted i avisernes spalter om, hvad det nye Frihedsmuseum skulle rumme. Her følger tredje del af min lille sommerføljeton om debatten fra dengang. Første og anden del kan du læse her og her.
Del 3: Frihedsmuseet og besættelsestidens arv
Når debatten om Frihedsmuseet blev så omfattende og ofte følelsesladet, så skyldtes det især museets oprindelsessituation og skabelsen af et nationalt erindringsfællesskab om besættelsestidens konsensusfortælling.
Som det tydeligt fremgår af forrige kapitel, så opererede debattens aktører alle inden for de begrebsrammer, som jeg i de to første kapitler gjorde rede for.
Debatten handlede ikke som sådan om, hvorvidt Frihedsmuseet og dets samlinger faktisk konstituerer en kulturel arv, men i stedet om, hvordan arven skulle forvaltes og hvilke dele af historien, der var nødvendige at have med.
Eller sagt på en anden måde: Kampen stod om den konsensusfortælling om besættelsestiden, der siden 1945 har udgjort et meget stærkt erindringsfællesskab, og som Frihedsmuseet, argumenteredes der for, var en stærk repræsentant for.
Frihedsmuseet som kulturarv
Debatten drejede sig altså om et bestemt erindringsfællesskab, med forskellige identitetspolitiske normer indlejret, alt efter hvilken hovedposition i debatten man anskuede kulturarven fra.
Samtidig er det også klarlagt, at politikere, og til dels også både veteraner og revisionister, i allerhøjeste grad opererede i debatten som en del af en kultur- og værdikamp – en kamp og retten til at tolke historien.
På den ene side i debatten stod modstandsveteranerne. De fremstod som stærke sandhedsvidner, der ud fra ideen om museet som et mindested og repræsentant for et bestemt erindringsfællesskab kæmpede ikke bare for en bevarelse af deres museum og dets mytiske rolle i uforandret stand, men også for det fortolkningsprivilegium, de siden besættelsen har haft. De og deres støtter ønskede så at sige at bevare museets patos og myte og bruge dens kulturarv til at afgrænse og fastholde et bestemt politisk-kulturelt bevidsthedsfællesskab.
På den anden side stod de revisionistiske historikere. De stod omvendt med deres faglige ekspertise og en logosbaseret argumentation for en videnskabelig tilgang til debatten. Med baggrund i den nyere besættelsestidsforskning kæmpede historikerne i vid udstrækning for en dekonstruktion af Frihedsmuseets dyrkelse af netop det nationale erindringsfællesskab til fordel for en bredere udstilling eller et egentligt besættelsestidsmuseum.
Man skal dog ikke være blind for, at også faghistorikere har identitetspolitiske interesser i bestemte tolkninger af historien, og veteranerne kritiserede da også historikere som Bo Lidegaard for at ville fremme en rehabiliterende tolkning af samarbejdspolitikken.
Endelig var der politikerne og meningsdannerne, der i debatten fordelte sig mellem de to hovedpositioner. Ud fra en egentlig partipolitisk kulturarvsdiskurs drev de så at sige politik på historien for at fremme hver deres politiske dagsordener som en del af en værdikamp.
Som citaterne i anden del af artiklen fra henholdsvist Pia Kjærsgaard og Lars Barfoed viste, var deres brug af Frihedsmuseet i debatten stærkt værdiladet og desuden meget patosbaseret. Museet og dens arv blev tillagt en række værdier, der sagde noget vigtigt om vores nuværende samfund. Hvad de politiske motiver hertil var, skal jeg ikke her forsøge at gøre mig klog på.
Når man ser på debatten om Frihedsmuseets fremtid og dens sammenkobling med en grundlæggende kamp om besættelsestidens historie, så kan man godt få det indtryk at der lidt var tale om en pseudodebat eller en debat, der skete på et forkert grundlag. Og det i to henseender.
For det første kom manglen på et egentligt nationalt besættelsestidsmuseum i Danmark paradoksalt nok til i sig selv at blive et bliver et vægtigt argument for, at Frihedsmuseet skule laves om til et sådan.
For det andet kom debatten, lidt forsimplet, til at handle om et forstenet national-patriotisk mindested for de ti største myter om modstandskampen kontra et besættelsestidsmuseum med devaluering af modstandskampen og en rehabilitering af samarbejdspolitikken som de to hovedtemaer.
Det var jo faktisk ikke det, der var tale om, men skræmmebillederne af modpartens fremtidige museum blev hurtigt etableret. Det var i hvert fald ikke det samme museum, de to fløje mente, havde eksisteret frem til branden. Der var således et skisma mellem revisionisterne, der tolkede den gamle udstilling som en direkte videreformidling af den nationale konsensus, og veteranisterne, der så den som fortællingen om de fås kamp og trods mod befolkningsflertallets passivitet og politikernes samarbejde under besættelsen.
Modstandskampen som erindringsfællesskab
At fortællingen om modstandskampen den dag i dag påvirker vores samfund og kollektive erindring, er debatten om Frihedsmuseet altså et godt eksempel på. Og at plejen af dens mytiske patos stadig spiller en identitets og fællesskabsdannende rolle i politisk sammenhæng behøver man ikke kun at tage Pia Kjærsgaards indlæg i Frihedsmuseet-debatten til indtægt for. Også Dronning Margrethe dyrkede i sin nytårstale ved seneste årsskifte den kollektive erindring om besættelsestiden:
»For 70 år siden måtte de danske jøder flygte netop under det jødiske nytår i oktober måned […] Det er oplevelser, som aldrig er blevet glemt og som gør et stærkt indtryk, også på alle os, der kun har fået dem fortalt. Men det er også en begivenhed, som vi kan huske på med stolthed og hvis minde er værd at holde i hævd. For da viste det danske samfund sin styrke…«[1]
Det er kulturarvspleje der vil noget og tjener netop den funktion, som Bernard Eric Jensen pointerer er kulturarvens rolle ift. dyrkelsen af et erindringsfællesskab.
Historien om modstandskampen og den kamp for frihed og demokrati, som modstandsbevægelsen i efterkrigstiden kom til at stå som repræsentant for i den kollektive erindring, bliver altså stadig brugt identitetspolitisk, men til at fremføre forskellige dagsordner.
Paradoksalt nok har politikernes rolle på sin vis ændret sig. Efter krigen var de enige om at opretholde en national konsensusfortælling. Nu forsøger politikerne hver især at spænde modstandskampen eller debatten om eksempelvis Frihedmuseets fremtid for deres egen værdipolitiske vogn.
Når begivenheder, der ligger så mange år tilbage, stadig kan spille en rolle i den identitetspolitiske debat i dag, så skyldes det ifølge Bryld og Warring især erindringsaspektet. Det gjaldt også de konflikter, der fra 1970 og frem har været ift. tolkningen af besættelsestiden på baggrund af de nyere, kritiske forskning på området, og her ligger også en del af kimen til modsætningerne i debatten om Frihedsmuseet.
Mange, især modstandskampens veteraner, har følt sig krænket af den kritiske forskning, fordi den underminerede vante forestillinger og selvoplevede erindringer, der qua erindring har vished om sin egen korrekthed.
Den har samtidig undergravet veteranernes fortolkningsprivilegium, hvor besættelsestiden i vid udstrækning er blevet opfattet som et åndeligt nationalt monument, tæt sammenhørende med veteranerne. Derfor har der hersket en enhed mellem veteranmiljøets højre- og venstrefløj i protesterne mod den kritiske forskning. Der er altså tale om selvoplevet historie kontra formidling og forskning.[2]
David Lowenthal mener slet og ret, at historieforskningen ikke for alvor er i stand til at udfordre kulturarven. Dens funktion er en slags lægemiddel mod modernitetens forandringer og brud, og hvor historien arbejder for en undersøgelse af fortiden, sigter kulturarven på at dække et behov for selvhævdelse, tro og identitetsfølelse. Derfor er det også ifølge Lowenthal for mange mennesker underordnet, om kulturarvens budskab er historisk korrekt eller ej.[3]
Det er grunden til, at gængse opfattelser af besættelsestiden lov til at leve videre i vores kollektive erindring på trods af, at forskningen fra 1970’erne og frem skabte et mere realistisk billede af besættelsestiden end tidligere ved bl.a. at påvise befolkningens splittelse, modsætningen mellem politikerne og modstandsbevægelsen og modstandsbevægelsens oprindelse i de politiske yderfløje.
På grundlag af folkestemningen blev den kollektive erindring om besættelsestiden til en nationalistisk erindring, beroende på national selvtilstrækkelighed. Arven fra modstandsbevægelsen spillede en vigtig rolle heri.
Det kommer især til udtryk i besættelsestidens erindrings- eller mindesteder og -tider, der som tidligere nævnt rummer en delagtig og kollektiv erindring.
Konsensus
Frihedsmuseet rummede som sagt sådan en mindestedsfunktion og var foruden et museum også et monument, et fysisk udtryk for den immaterielle kulturarv, der ligger i vores kollektive erindring om modstandskampens betydning.
Kritikkerne peger på, at monumenter som Frihedsmuseet, med deres ritualer fungerer konsensusskabende og afpolitiserende, og derfor ikke er ramme om åbent og refleksivt erindringsarbejde. De baserer sig på en illusion om kollektive gerninger i fortiden og bygger i praksis på den fælles oplevelse af at erindre sammen inden for konsensusfortællingen.[4]
Tilhængerne påpeger omvendt i netop det vigtige i at bevare Frihedsmuseets mindestedsfunktion, både fordi det tjener som et samlingspunkt for mindet om modstandskampen og dens ofre, men også fordi den rummer en symbolsk værdi, der netop er samlende om de værdier, modstandfolkene kæmpede for at bevare.
Meget sigende argumenterede den tidligere modstandsmand Jørgen Kieler i en avisartikel for, at man såfremt museet bliver gjort til en neutral historisk fremlægning, og det derved mister sin mindestedsfunktion, simpelthen risikerer at splitte nationen fordi det vil betyde, at man skulle åbne op for masse af besættelsestidens konflikter og dermed bryde konsenssusen.[5]
Et spørgsmål, der derfor kunne have været relevant at få afdækket nogle flere holdninger til i debatten om Frihedsmuseets fremtid, var, om vi i virkeligheden ikke i høj grad faktisk stadig er afhængige af et mindested for modstandskampen, fordi fortællingen om den rummer nogle værdier, vi som befolkning har brug for og kan drage fordel af?
Hvis der er tale om sådan en central kollektiv erindring, er det så netop ikke vigtigt at det ikke bliver relativeret og nuanceret ud et sted, hvor budskabet mister min betydning?
Omvendt kunne man spørge om et museum, der har en langt større del af konteksten omkring besættelsen med, ikke netop ville være med til i højere grad at fremhæve modstandskampens særlige status? For hvad nytte har mindet og historien om modstandsfolkene egentlig af en konsensusorienteret fortælling?
Ved at skabe konsensusfortællingen om modstandsbevægelsen fik denne så at sige ret og politikerne fik fred. Men kun på overfladen. Konsensussen med samlingsregeringen i befrielsessommeren var nemlig reelt et nederlag for modstandsbevægelsen, selvom det var et nødvendigt kompromis der sikrede, at samfundet ikke blev splittet ad.
Frihedsmuseet blev skabt i modstandsbevægelsens ånd, men savnede langt hen ad vejen bevægelsens kritik af politikerne og samfundet. Også i den seneste udgave af museet, hvor tilpasningen blev set som et nødvendigt onde, for at undgå en egentlig nazificering.
Derfor jeg da også, at et spændende greb i det nye Frihedsmuseums formidling kunne være at fremhæve den fortælling, at store dele af modstandsbevægelse, i hvert fald på menigt hold, langt hen ad vejen så befrielsen som et politisk nederlag. Det gjorde de fordi det mål, de havde kæmpet for, ikke blev realiseret, nemlig et opgør med politikerne, værnemagerne og samarbejdspolitikken.
Det kunne f.eks. være en af måderne at tilgodese ønsket om et museum for modstandskampen, og samtidig behovet for at udfordre det konsensusorienterede erindringsfællesskab, der vitterligt bygger på myter mere end fakta.
Har vi som befolkning måske ikke netop godt af at blive konfronteret med, at langt hovedparten af danskerne intet gjorde imod nazismen?
[1] Margrethe, ”Nytårstale 2013”.
[2] Bryld og Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 455-456.
[3] Citeret i Bryld og Warring, Besættelsestiden som kollektiv erindring: 473.
[4] Ibid.: 470.
[5] Elmelund og Stræde, ”6 bud på et nyt frihedsmuseum”: 15.