Igennem de seneste måneder har den danske aflægger af den paneuropæiske, neofascistiske bevægelse Génération Identitaire fået uforholdsvismæssigt meget medieopmærksomhed.
Identitær, der formentlig ikke mere end 10-20 aktivister, har siden gruppens opstart i sommers gennem en veludført mediestrategi og smart aktivisme åbnet døren for interviews i store, landsdækkende medier som Politiken, Zetland, Danmarks Radio P1 og i Deadline.
Et gennemgående kendetegn ved mediedækningen af Identitær har imidlertid været, at de fleste medier langt hen ad vejen køber de identitæres egne præmisser og ikke forholder sig til bevægelsens baggrund og ideologi, etnopluralismen, der reelt er nynazistisk.
Efter at tre af gruppens kerneaktivister fik bragt en længere kronik i Information 8. februar, følte jeg et behov for at give debatten et realitetstjek. Det kom der følgende kronik ud af, som Information bragte 27. februar.
De identitære var umoderne i 1945, og de er også umoderne i dag. Det har pressen bare ikke opdaget
I løbet af vinteren har de højreradikale SoMe-aktivister fra Identitær fået en del opmærksomhed i medierne. Også her i Information, der 8. februar bragte en længere kronik af tre af gruppens aktivister som svar på en kronik, der kritiserede Identitær ud fra et humanitært udgangspunkt. Med flotte fraser om ægte mangfoldighed og kulturelt ligeværd forsøgte de over syv spalter at gøre visionen om et etnisk rent Europa spiseligt for avisens læsere.
Gennem fyldige interviewartikler og indslag har en række medier som Politiken, Radio24Syv og Danmarks Radio de seneste måneder givet taletid til de mediebevidste højreaktivister. Identitær har med sin velgennemtænkte mediestrategi været exceptionelt god til at generere omtale. Og mediernes vinkel synes at være, at de »unge, hippe og indvandringskritiske« aktivister er den nye, frække dreng i klassen.
Et intelligent ungdomsoprør fra højre, der med sin kombination af ultrakonservative holdninger og aktivistiske aktionsformer rammer noget i tiden og bryder med vores vante forestillinger om den gennemsnitlige højreaktivist.
Selv om der naturligvis er forskel på at bringe et interview med Identitær og så et modsvar på en kronik, så har pressens dækning imidlertid haft en grundlæggende mangel på kritisk refleksion over den identitære bevægelses ideologiske ophav.
Journalister køber tilsyneladende ukritisk de identitæres egen præmis om, at de er et udtryk for en fornyelse af den yderste højrefløj, når de vælger at fokusere på smarte happenings og ikke forholder sig til den bagvedliggende ideologi. Som da Information i en artikel i august kaldte Identitær for »højrefløjens Greenpeace« og helt ublu overtog bevægelsens egne eufemismer og betegnede dem som indvandringskritiske. På den måde går selve den ideologiske kerne i det identitære projekt langt hen ad vejen tabt for offentligheden.
Det er et problem. For når vi stilles over for politiske bevægelser som den identitære, bør vi ikke snakke om form, men om indhold. Om den ideologiske læst, deres politiske projekt er skåret over.
Og den er hverken nyskabende eller ung. Den raceideologiske højrefløj har de seneste 50 år forsøgt at rebrande fascismen som progressiv, og Identitær er endnu en sørgelig gentagelse af det. Så lad os kalde tingene ved deres rette navn og forsøge at dykke et spadestik eller to dybere i det identitære projekt.
Ny bevægelse, gammel ideologi
Siden dannelsen af franske Génération Identitaire i 2012 har bevægelsen spredt sig til en række europæiske lande og til USA, hvor alt-right-bevægelsen har omfavnet den identitære ideologi. Det identitære projekt har imidlertid 50 år på bagen.
Efter Anden Verdenskrig havde fascismen selvsagt et alvorligt imageproblem, og den fascistiske bevægelse levede en stærkt amputeret og mange steder kriminaliseret tilværelse. Drømmen om en national genfødsel levede dog fortsat, og en række unge højreintellektuelle begyndte i 1960’erne en reformering af den fascistiske idétradition. De distancerede sig fra det gamle højres militariserede udtryk og åbenlyse raceideologi og gav fascismen et nyt formsprog.
Resultatet blev Det Nye Højre, en akademisk neofascisme, der opstod i Frankrig omkring 1968 som et modsvar på den nye venstrebølges antiautoritære frigørelsesprojekt.
Bevægelsens chefideolog, Alain Benoist, kombinerede völkischnationalistiske idéer fra mellemkrigstidens tyske konservative revolutionære med moderne mobiliseringstaktikker hentet fra den marxistiske venstrefløj. Et uskønt match mellem Ernst Jünger og Antonio Gramsci, men en oplagt tilpasning af fascismen til en ny tid.
Det Nye Højre genoplivede den fascistiske forestilling om tabet af identitet og et folkefællesskab i forfald, men i stedet for raceideologien udviklede man begrebet ’etnopluralisme’. Etnopluralismen vender sig imod kulturel integration og propaganderer i stedet idéen om en etnisk mangfoldighed, der forudsætter den totale separation mellem geografisk bestemte ’etnokulturelle identiteter’.
Etnopluralismen adskiller sig altså umiddelbart fra nazismens idéer om racehierarki og herrefolk. Det er imidlertid kun på overfladen, for under den tynde fernis af ligestillingsretorik er alt velkendt. Etnopluralisterne har blot erstattet »folk« med »kultur« og »race« med »etnicitet«, og den etniske pluralisme er ikke andet end orwellsk newspeak for raceadskillelse.
Ved at fokusere på etnicitet som afgørende præmis for kulturel identitet får etnopluralismen i virkeligheden den samme biologiske determinisme som nazismen. Ikkevestlige indvandrere kan spise nok så mange frikadeller, tale nok så perfekt dansk og gå nok så meget i kirke. I de identitæres øjne bliver de i kraft af deres etniske oprindelse aldrig europæere.
Og ligesom i nazismen er det for etnopluralisterne selve blandingen, der er problemet. To etniciteter kan ikke blandes gennem migration, uden at de begge går under. På den måde vil ikkevestlig immigration til Europa ifølge etnopluralisterne føre til en befolkningsudskiftning og den europæiske kulturs undergang.
Uniformer byttet ud med YouTube
Etnopluralisme er således et andet ord for global apartheid. Og den ’remigration’ af ikkevestlige indvandrere, som de identitære ønsker i Europa, betyder slet og ret etnisk udrensning af alle ikke-hvide mennesker. Den etniske udrensning er selve kernen i det identitære projekt, på samme måde som det var i det nazistiske.
Etnopluralismen er med andre ord nazismens blod-og-jord-ideologi i ny indpakning. Derfor var den også perfekt som ideologi for de reformerede fascister, der i 1970’erne fandt sammen i nationaldemokratiske partier som det tyske NPD. Det er heller ikke tilfældigt, at etnopluralismen her i Danmark tidligere bedst var kendt fra det hedengangne nynazistiske Danskernes Parti. Hvad der aldrig lykkedes for partiets ellers medievante formand, Daniel Carlsen, forsøger nu Identitær: At gøre etnopluralismen spiselig og mainstream.
Det projekt er for længst lykkedes andre steder i Europa. Især i Frankrig, hvor Jean-Marie Le Pens Front National i løbet af 1980’erne populariserede Det Nye Højres idéer om etnisk og kulturel differentialisme.
Identitærs image fremstår måske nyt, men strategien er lige så gammel som fascismen selv. Identitær gør netop det, fascister altid har gjort: De kopierer kulturelle trends i tiden. Det samme gjorde 1960’ernes nye højre og det samme gjorde nazisterne i 1920’ernes Tyskland. Det, vi forstår som nazismens klassiske ydre kendetegn (uniformer, stærke symboler, Hitlerjugend, politisk vold) var alle tidstypiske kulturelementer i mellemkrigstiden, som politiske bevægelser fra højre til venstre benyttede sig af i deres kommunikation. Nazisterne talte datidens politiske sprog og gjorde det exceptionelt godt.
I dag er det ikke skråremme og fakkeloptog, der kendetegner fascismen, men velproducerede YouTube-videoer og medielækker aktivisme. Det er det veltalende og unge.
Det politiske sprog, som fascismen taler i dag, er kombinationen af en tilsyneladende progressiv ligestillingsdiskurs med en ultrakonservativ dagsorden. Og pressen giver fascismen plads til at forny sig, når de ikke bringer konteksten.
For selvfølgelig er det vigtigt, at en avis som Information giver plads til forskellige holdninger og sikrer en bred debat, hvor man kan tage til genmæle. Men det er også en gratis omgang for medierne, når de i det hele taget ikke forholder sig kritisk til det ideologiske indhold i et projekt som det identitære, men reproducerer bevægelsens påstand om at være en fornyelse. Derved risikerer man at legitimere en ideologi, der uigenkaldeligt satte sig selv uden for det demokratiske fællesskab i 1945.
Hvis vi skal lære noget af den historiske fascisme, er det vigtigt at forstå to ting: For det første, at den ikke var et færdigt produkt med en fast fremtrædelsesform fra starten. Fascismen var ekstremt dynamisk og tilpasningsduelig. Og for det andet, at vi tilsyneladende ikke har lært særligt meget af vores kollektive oplevelse med fascismen i 1930’erne og 1940’erne.
Vi genkender den nemlig ikke, når den, for at parafrasere Zygmunt Baumans metafor, hænger lige foran os som et billede på væggen i en ny, pæn ramme.