Opgave 6 – Selvorganiserede Hikes

I påsken var jeg på roadtrip med 4 af mine medstuderende, vi var her på to hikes samt generelt rundt for at se forskellige dele af Norge.

 

Bremangerlandet

Vi nåede Bremangerlandet og havde ambitionen at hike op ad et bjerg på østsiden. Da vi ankom regnede det dog og vi måtte tage en samtale om hvad der skulle gøres. Nogle ville gerne gøre forsøget og se hvor langt vi kunne komme. Vejret viste tegn på mere regn og måske sne. Jeg advokerede for at finde en anden hike da bjerget var stejlt og stien umiddelbart ikke var så let at begå sig på. Dette var med gruppens sikkerhed og mulighed for at nyde vandreturen in mente. Vi havde heller ikke udstyret helt I orden til at gennemføre en besværlig hike. Nogle I gruppen ville gerne udfordres og havde set frem til hiken og bjergets top, som lovede en flot udsigt.

Vi endte med at finde en andet hike, også på Bremangerlandet, som ikke var helt så udfordrende eller så højt.
Turen var på mange måder fantastisk på trods af at den ikke var den planlagte rute. Vi kunne alle gennemføre og stødte ikke på ubehageligheder I form af glatte sten eller korte klatreture på våd klippe. Her var der også naturligvis mulighed for at differentiere sværhedsgraden af hiken og mig og en medstuderende tog en alternativ vej tilbage. Dette gjorde at alle blev tilfredse og at ingen blev taget med på en for udfordrende og måske ubehagelig tur.

Nigardsbreen

Ved Breheimen hikede vi til Nigardsbreen – en omkring 6 km hike frem og 6 km tilbage til bilerne. Det var varmt, men sneen var fortsat omkring 10-20 cm dyb på ruten – og ret våd. Dette gjorde det relativt svært fremkommeligt uden ski eller snesko. Vi valgte, dels for ikke at vandre I sne og dels for sjov at forlade stien og gå ud I terrænet – hvor sneen veg for store sten.

Vi havde hele tiden syn for målet, nemlig breen, og der var derfor ingen tvivl om retningen. Her lærte vi dog om hvor lang tid det kan tage at vandre I terræn – vi tog 3,5 time om 3,5 kilometer. Med gruppen vi var, var det dog muligvis en sjovere og mere stimulerende måde at vandre på og ingen havde sure miner eller skavanker. Hvis vi skulle have nået andet den dag ville det have været en håbløs færd at begi sig ud på, men grundet vores iver efter eventyr, vores fascination af området og vores mængde af tid var det nok det rigtige valg for os på den dag.
Dette viser hvordan en måske uoptimal rute – med den rigtige gruppe på den rigtige dag – kan være den bedste. En vigtig læring når det kommer til friluftsliv hvor denne medtænkning af kontekst og gruppe – vejr, humør, fysiske evner, grej osv.